Kiropraktor behandling del 2

Kiropraktor behandling del 2

16. april 2020 Af Laura Larsen

I forbindelse med april måneds udgave af riders notebook, hvor du kan læse mit bidrag til blogspot her Riders Notebook april 2020, vil jeg nu sætte ord på Kasus 2. behandling.

Status efter 2. behandling

Kasus fik sin anden behandling d. 28. marts og jeg har op til behandlingen lavet øvelser med hesten hver eneste dag. Når han havde fri, blev der gået en tur og så strækøvelser bagefter. Jeg kan mærke at han bliver mere at ride på. Jeg har endda prøvet at springe på ham i hackamore, og det gør han supergodt. Jeg har prøvet at ride med bid 2 gange, og det gik slet ikke.

Så Charlotte (densmidigehest.com) og jeg blev enig om at jeg skal ride med hackamore lidt endnu. Det er så bekræftende at høre på hvad Charlotte har at sige om min dreng. Der er stadigvæk problemer med nakken og generelt den forreste del, især i venstre side. Ryg og bagparten er der ikke rigtigt noget at komme efter. Hun kan mærke at jeg har lavet øvelser på ham og der er noget der er løsnet op, men vi er langt fra i mål.

Mindsettet skal ændres

Det er hele mindsettet hos Kasus der skal ændres. Kasus har forbundet bidet med noget der trykker og gør ondt. Det kommer til udtryk, når jeg tager tøjlerne ind og kræver en smule af ham. Så ved at ride med hackamore, giver jeg Kasus en god tur uden noget der gør ondt. Eller det er hvad han tror oppe i hans hoved. For heste husker meget og er kloge. Så han har selvfølgelig forbundet biddet med noget ubehageligt, og det skal vi have vendt.

Hun synes også det var en god ide, da jeg fortalte hende at jeg red med springsadel i den første 1-2 uger efter 1 behandling, for at give ham fri fra dressursadel, for derefter tage det på igen. Det er så tydeligt at det har virket, for før blev han sur når jeg spændte gjorden og nu står han pænt og bliver ikke så sur som før.

Så til næste gang, fortsætter vi med at lave de øvelser, hun har givet os. Rider kun i hackamore (undtagen når vi springer i terrænet) og ellers bare holde fast på forløbet. Jeg føler selv at jeg bliver bedre til at mærke, når Kasus bliver afslappet når jeg laver øvelserne.